Løbesko-guide

Løbesko-guide – Shop perfekte løbesko, der passer dig og holder længe

I løbesko-guiden får du løbecoachens 12 bedste tips om sko. Læs, hvordan du vælger nye løbesko, der får dine fødder til at flyve, og hvordan du passer godt på dem, så de lever længe.

Løbesko-guide 1: Shop de rigtige sko

Vælg IKKE kun løbesko med øjnene

Allerførst: Du får aldrig en god løbetur, hvis skoene ikke sidder godt! Derfor er det vigtigt, at du i-k-k-e kun vælger løbesko med øjnene. Glem alt om dine yndlingsfarver, og hvilke mærker superstjernerne løber i – og vælg en løbesko, der sidder rigtigt. Du skal ikke være bange for, at folk kommenterer dine løbesko. I mine 26 år som løber har jeg kun fået kommentarer med på vejen, når skoene var beskidte!

Få en test på løbebånd i butikken

De fleste sportsbutikker tilbyder, at du kan få lavet en test på løbebånd. Testen afslører, hvordan du lander på foden, når du løber – og det viser, hvilken slags løbesko du skal vælge!

Der er tre forskellige fodstillinger:

* Pronation: Foden falder indad, når du lander under løb – det er den mest almindelige fodstilling

* Neutral fodstillling: Foden falder hverken indad eller udad

* Subpronation: Foden falder udad.

Du kan se de forskellige fodstillinger på billedet!

Når ekspedienten ved, om du har pronation eller subpronation, kan han hjælpe dig med at vælge løbesko, som korrigerer den uheldige fodstilling.

Køb aldrig løbesko uden at afprøve dem på løbebåndet. Det skal være behageligt at løbe i dem, ellers må du bede om at prøve et andet par.

Shop løbesko om eftermiddagen

Dine fødder vokser, når de er varme! Shop derfor løbesko om eftermiddagen, hvor fødderne er varmere og større, ligesom når du er ude at løbe.

Vælg løbesko, der passer den største fod

I mine første år som løber valgte jeg tit for små sko og fik mange blå negle … AV! Det er ikke rart, kan jeg godt fortælle. Derfor må dine løbesko aldrig være for små.

Der skal helst være 1/2 – 1 cm luft i tåen, så du kan bevæge tæerne. Vær også opmærksom på, at dine fødder nok ikke er helt lige store i længden og bredden, så vælg løbesko, der passer til den største fod.

løbesko, dorthegram, træning, løb 5 km, løbekursus, løbecoach, løbecoachs

Tjek, at løbeskoen sidder godt

Skoene skal sidde godt. Når du tager dem på, skal du tænke: “Fedt, de sidder godt!” Hvis det ikke er rart at have skoene på, fordi de klemmer eller svupper i hælen, så må du prøve et andet par. Det er kun dig, der kan mærke, om en løbesko sidder godt på din fod. Derfor må du endelig ikke lade dig presse af ekspedientens anbefaling, hvis han/hun siger: “Den passer godt til din løbestil”. Fortvivl ikke, hvis du sætter ekspedienterne på overarbejde – de er der for din skyld. Du må heller ikke fortvivle, hvis den butik, du er i, ikke har en sko, der passer til dig. Så må du bare sige “Tusind tak for din hjælp, jeg må finde en sko et andet sted.”

Få et større udvalg i en specialbutik

Hvis du har svært ved at finde løbesko, så drop de almindelige sportsbutikker og vælg en butik, der har specialiseret sig i løbesko – de har tit et meget større udvalg.

Løbesko-guide 2: Pas på dine løbesko, så de lever længe

Bind snørebåndene op efter turen

Lad være med bare at træde dig ud af skoen. Det har den ikke godt af, og du kan komme til at ødelægge hæl- kappen.

Drop vaskemaskinen

I maskinvask bliver sålen hård, og limede sko kan gå op, så de falder fra hinanden på din næste løbetur. Drop derfor vaskemaskinen og vask hellere dine sko i hånden med en børste, hvis du ikke kan holde ud at have beskidte løbesko.

Tør våde sko rigtigt

Hvis løbeskoene er blevet meget våde under vask (eller efter en løbetur i regn), kan du putte avispapir i og lade dem stå 1 times tid, før du skifter avispapiret ud med noget nyt. Det er vigtigt, at du husker at skifte avispapiret! Skoene kan også stå og tørre uden avispapir. MEN undgå at sætte dem på radiator, da varmen vil tørre dem for hurtigt, og så de bliver hårde.

Løbesko-guide 3:

Skift løbeskoene ud Udskift løbeskoene, når du trænger til nye

Løbeskoenes holdbarhed kan variere meget. Men de skal udskiftes, når de ikke mere er rare at have på, eller når du bliver mere øm eller får ondt på en anden måde i dine ben, end du normalt får efter en almindelig træningstur. Du kan bruge den tommelfingerregel, at en almindelig træningssko kan holde 1000-1200 km.

Et lille regnestykke

Du løber 15 km om ugen i et år delt med 1000 km i skoen = Skoen holder muligvis 1 år og 2 mdr. Du løber 35 km om ugen i et år delt med 1000 km i skoen = Skoen holder ca. 7 mdr. Du løber 70 km om ugen i et år delt med 1000 km i skoen = Skoen holder ca. 3,5 mdr. Husk, at skoens holdbarhed også afhænger af din løbestil, kropsvægt og løbeunderlag – så mærk efter!

Prøv skoen, selvom det er den samme som sidst

Når du skal have nye løbesko, er det nemt at bede om samme model som sidst, hvis den var god. Men vær opmærksom på, at skoproducenter ikke kan lade være med at ændre modellerne – og nogle gange er det absolut ikke forbedringer, de laver! Derfor: Prøv altid skoen, før du køber, medmindre det er præcis samme model fra samme sæson.

Løb dine nye løbesko til

Det er en god idé, at du løber dine nye sko til på korte ture i de første par uger, så dine fødder og ben vænner sig til de nye sko.

Hvis du løber mere end 25-30 km om ugen, skal du gerne have 2 par løbesko – og helst i 2 forskellige modeller – at skifte mellem. Det vil dine fødder og ben elske!

 

Jeg håber, du lærte noget af løbesko-guiden og får valgt en go’ sko (hvis du ikke allerede har en) – og husk, at en go’ løbesko behøver ikke være dyr.

Bedste hilsner

Dorthe

 

PS: En god investering sammen med løbesko er 12 ugers online-kurset Fra sofa til løber. Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet, så får du startkittet, der hjælper dig i gang med at løbe.

Løbecoach, dorthegram, træning, løbekursus, løb, begynder i løb, løb 5 km, motivation, løbecoachs

3 tanker om “Løbesko-guide

  1. Pingback:Løb 5 km – få de 10 bedste tips til at løbetræne dig til godt humør nu

  2. Pingback:Hvilket løbeliv, løber du hen til? når du er blevet løber

  3. Pingback:Løb dig sund og glad - se 3 sygdomme, du kan løbe fra -

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.